
En sjælfuld jul med Gregory Porter Det er måske sommer – men jazzstjernen Gregory Porter er en god grund til allerede at glæde sig til december. To gange har billetterne været revet væk, når Gregory Porter har gæstet Tivolis Koncertsal. Til december vender den Grammy-vindende publikumsfavorit tilbage – denne gang med sit sjælfulde juleunivers. Gregory Porters stemme er ofte blevet beskrevet som "flydende guld" og har gjort ham til en af de mest elskede stemmer på den internationale jazzscene. Med sin varme baryton og særlige nærvær giver han nyt liv til både elskede juleklassikere og sange fra det Grammy-nominerede album Christmas Wish. Resultatet er en koncertoplevelse, hvor vintermørket for en stund føles lidt varmere. Gør koncertoplevelsen komplet med en tur gennem Tivolis eventyrlige julehave før eller efter koncerten. Blandt funklende lys venter en decemberaften, hvor musikken og julestemningen går hånd i hånd.