
Watch this video on YouTube Chopper er det dystre og dansable projekt skabt af Jonatan K. Magnussen (tidligere frontfigur i The Love Coffin). Et tragisk popidol fanget mellem glamour og forfald, der opererer i en febrilsk blanding af post-punk, industrial glam og disco noir – en genre, han selv kalder shock pop. Med sine teatralske liveshows og markante visuelle univers forvandler Chopper scenen til en sexet feberdrøm, der omfavner både skønhed, kaos og bekendelse. Efter en række anmelderroste udgivelser, herunder “Shock Pop – The Album” (2024), har han sammen med sit band, The Gang of Chopz, de seneste år turneret i både ind- og udland og modtaget international opmærksomhed fra medier som Post-Punk.com, Gonzai og Zero Mag, der har fremhævet Chopper som en af Skandinaviens mest interessante undergrundsskikkelser. Forankret i Magnussens fascination af B-films horror og 00’ernes popikonografi er Chopper en figur født af både nostalgi og oprør. For hver udgivelse udvides mytologien, der både føles kunstig og glamourøs, men stadig menneskelig. Et univers, hvor konstruktion og sammenbrud eksisterer side om side. Efter at skulle spille på Copenhell 2026, udfolder han sit apokalyptiske glam-univers på RUST den 10. november.