
Amerikanske Alisa Weilerstein er en af vor tids absolut førende cellister. Hun har skabt sensation både på scenen og online med sit unikke følelsesmæssige engagement og sin sjældne fortolkningsdybde, og hun er en af den slags performere, der kun kommer ganske få af i en generation – ingen går uberørt fra et musikalsk møde med Alisa Weilerstein. Hendes karriere har ført hende til de mest prestigefyldte internationale koncertsale, hvor hun begejstrer som både solist og kammermusiker, og hun er i løbende samarbejde med fremtrædende komponister, dirigenter og orkestre verden over, når hun med stor nysgerrighed kaster sig over musik fra alle tidsaldre.